Hvor tæt på er du?

Kære pårørende,

Sidder jeg med et menneske, som har brug for støtte til at være i kontakten; eller sidder jeg med et menneske, som har brug for støtte til at træde et skridt tilbage? Det er mit første spørgsmål.

Nu skriver jeg, som om det er muligt at give et overordnet svar, og det tror jeg faktisk det er. Men jeg spørger alligevel mig selv lidt mere præcist:

Sidder jeg med en pårørende, som I de fleste situationer har brug for at komme tættere på eller et skridt tilbage?

En nær relation går igennem 10.000 forskellige slags situationer i løbet af et liv. Nogle af dem kalder på nærhed. Andre kalder afstand. Kunsten er at sondre.

Men hvordan? Hvordan kan du vide, om en svær situation med dine nære kalder på nærhed eller afstand?

Mange pårørende er låst ind i et pendul mellem en svær situation og reaktionen på den svære situation. Derfor snakker jeg tit med dem om at skabe et tredje rum, hvor du kan få fat på, hvordan du egentlig har det med den svære situation – inden du handler. Medmindre I står i en akut situation er det næsten altid muligt.

Hvad får du fat på? Din følelse i situationen. Og det er smart, fordi dine ægte følelser er den klogeste rådgiver. De kommer netop med et budskab om, hvorvidt du har brug for nærhed eller afstand lige nu. Der er fx stor sandsynlighed for, at du har brug for kontakt, hvis du bliver ked af det. Der er fx stor sandsynlighed for, at du har brug for afstand, hvis du bliver vred.

Desværre bliver det hurtigt kompliceret. Det kan for eksempel godt være, at dit behov for kontakt ikke kan blive mødt af det menneske, som du længes efter at være i kontakt med. Det er også normalt, at vi reagerer med følelser på følelser. Det kan sagtens være, at du bliver vred over, at du i virkeligheden er ked af det – og det kan være omvendt.

Og lige præcis her tror jeg, at vi står på tærsklen til det psykoterapeutiske rum.

I mellemtiden er mit bedste råd, at du finder dit eget tredje rum mellem den svære situation og reaktionen på den svære situation. Og lad det endelig udvide sig fra et sted, som føles naturligt og ubesværet at gå ind i, når man er dig.

Måske er det at tegne, skrive, vælge et stykke musik, lave en kropsscanning, sætte sig på en bænk i naturen eller kigge ud af vinduet - listen er lige så lang, som forskelligheden blandt pårørende. Men det er en god idé, at holde sig til en enkelt vane eller to. Og vaner er altid lettere at etablere i fredstid.

Som pårørende bør man smede, mens jernet er koldt.

Next
Next

Hvordan taler du til dig selv?